Fra hjerneforsker til billedkunstner; Lærke Egefjord valgte en lovende karriere som forsker fra til fordel for et mere usikkert valg som billedkunstner. I dag hjælper hun via kunsten folk med demens og deres pårørende, og hun mærker ikke blot en øget livsglæde hos dem, men også hos sig selv.  

Af Stina Konnerup Nedergaard

Bølgerne skvulper blidt i vandkanten. Der er næsten vindstille, og solen skinner fra en skyfri himmel. Det er tydeligt at mærke denne formiddag i maj, at sommeren er på vej. Den tunge stemning, der har ligget over landet de sidste måneder, er langsomt drevet med skyerne væk.  37-årige Lærke Egefjord, kunstner og tidligere læge,  er netop flyttet fra bydelen Trøjborg ud til Risskov for at få mere plads til familien. Havet er blevet hendes baghave. Det er her, hun nyder den frihed, hun oplever i sit erhverv som kunstner og finder inspiration til sine værker. Kigger man ud over horisonten, er det heller ikke svært at forstå. ”Jeg kunne slet ikke se sådan et liv med hele tiden at have travlt og skynde sig og for eksempel ikke at kunne gå en tur i dag, hvor der er godt vejr”, siger hun og kaster et blik ud over havet. Det er ofte her hun starter sin morgen. Lige her på stranden i Risskov står tiden stille. Lærkes skæven til sit ur viser dog, at det ikke altid gør sig gældende for hende. Hun har travlt, men er ikke stresset. Som selvstændighed kan hun selv råde over sin tid, og lave de ting hun har lyst til. Så sent som dagen før var det netop, hvad hun gjorde, da hun startede endnu et forløb op, der har til formål at hjælpe demente og deres pårørende via kunst og kreativitet. 

At Lærke Egefjord i dag er kunstner, og det netop er kunsten, hun bruger til at hjælpe andre, lå ellers ikke i kortene, da hun for 10 år siden havde færdiggjort sin uddannelse som læge efter flere års hårdt arbejde. Men allerede i uddannelsen, mens hendes medstuderende arbejde på diverse lægeklinikker, fandt Lærke frihed og pusterum i kunsten, og det kreative blev en tilbagevenden ting for hende. Da hun senere hen begyndte at forske i demens og udgav en roman om emnet, var hun således selv med til illustrere forsiden. 
Det var efter barslen med sit andet barn, at hun for alvor stoppede op og tænkte, om hun havde valgt rigtigt.  ”Jeg havde simpelthen ikke savnet livet på sygehuset ét minut. Og det fik mig også til at tænke; Er det så det rigtige?” siger Lærke i dag, når hun husker tilbage på det skelsættende tidspunkt. 

Når ordene forsvinder, tager kunsten over

Ved gåturen ved stranden er det tydeligt at mærke, at Lærke glædes ved sin nyvunden frihed. Børnene kan hentes tidligt, turen til frisøren kan klares midt på dagen, og når hendes mand snart rejser til London et helt år for at forske, er der ikke behov for en au pair til at tage sig af de små. Selvom det ikke var med i tankerne, da hun valgte at skifte livsstil, er Lærke nu glad for, at hun har fundet en måde, hun kan kombinere sine erfaringer fra sit tidligere job med sit nuværende. Det er tydeligt at mærke engagement og glæden, når hun fortæller som sine forløb med de demente.”Jeg kommer med tidsskrifter helt tilbage fra 1920’erne og alt muligt, Billedbladet, Aarhus Stiftstidende og lader dem sidde og vælge de motiver ud, der appellerer til dem” fortæller hun og fortsætter ” Sammen laver man et kunstværk, klistrer motiver på. Det er helt vildt, som nogle af dem kommer til at snakke
“Så slutter vi er med champagne. Det virker enormt godt” griner hun. 

At det kreative har en god effekt på demente er ikke ubegrundet. ”Kunst er noget af det, der kan fortælle mere end 1000 ord. Og når netop ordene forsvinder, at det vigtigt at finde et andet sted at være end ord”, siger Else Hansen, demensfaglig fiktionschef hos Alzheimer foreningen. 
Demens bliver i dag kaldt en folkesygdom, og mellem 85.000-90.000 danskere lever med den. Ved siden af det kommer alle de pårørende. Selvom det ofte er en sygdom, der rammer ældre, har Else Hansen oplevet personer helt ned til 35-års alderen blive ramt. De har i Alzheimer foreningen i mange år kæmpet for at skabe større opmærksomhed og forståelse omkring sygdommen. At omgå en dement person er nemlig ikke altid let. ” Udfordringen er; Hvor er en person henne i sin demens? Nogle skal du være meget tålmodige omkring, eller understøtte det de siger. Være lyttende og understøttende. Demensvenlig er at være menneskevenlig”, forklarer Else Hansen, der fortæller, at det tit fungerer godt at have et tredje fælles og lave nogle ting.  Hun har igennem sit arbejde også oplevet, at kunst ofte har en godt indvirkning på livskvaliteten hos de ramte. Samtidig understreger hun, at folk med demens er forskellige. ”Det skal føles meningsfuldt for den, der har sygdommen, så de bliver set som menneske og ikke bare sygdommen”, afslutter hun. 

Tid til at passe på sig selv og andre

Især det sidste kan Lærke Egefjord nikke genkendende til. Mens sandet under fødderne bliver til grus, og de åbne vidder forvandler sig til smalle villaveje, fortæller hun om en speciel oplevelse, hun havde under et af sine forløb. ”Opgaven var at male et landskab. En mand malede Marselisborg skov. Han havde aldrig malet før, og heller ikke snakket så meget under sygdommen”. Ifølge hende overskygger sygdommen ofte mennesket bag, der skal lede langt efter ros fra andre mennesker.  ”Men da konen kom, udbrød hun; Guuuud Svend, har du lavet det!” Billedet blev taget med hjem og  efterfølgende indrammet og hængt op på væggen ”Det var virkelig en god oplevelse, hvor han fik lov til at lave noget, han ikke plejede at gøre” husker hun. 
Hun er glad for, at hun i dag føler, hun kan øge livsglæden hos de sygdomsramte og deres pårørende. Her finder hun noget af det, som hun savnede i medicinfaget; Fokus på den mentale sundhed, og ikke mindst tid til at tage sig af folk uden at skulle stresse over vagttelefonerne, stuegangen og de mange timers journalskrivning bag computeren.