Jacob Birkeland Steenstrup har spillet klassisk musik hele sin barndom. For ham har kunsten været en ligeså naturlig del af hverdagen som at børste tænder om morgenen. Det har skabt minder på godt og ondt, for musik er en djævelsk ting. Du kan stryge til vejrs, men du får også lov til at se bunden.

Af Johanna Olsen

Jacob er 21 år gammel. Han slanger sig i Århus Universitets lokaler, hvor han studerer datavidenskab på 2. semester. Det overrasker de fleste, der kender Jacob. For han er vokset op i et hjem med klassisk musik og har spillet trompet og klaver, siden han var seks år gammel. Når han taler, er han velformuleret og mild. Han prøver at imødekomme dig. Han smager på ordene, han maler næsten. Måske er det, fordi han er kunstner. Han har lært at reflektere over de ting, som fanger ham, og det klæder de fleste mennesker.

I Musikhusets store klangfyldte lokaler summer stemningen af mennesker. Det er koncertaften i Århus. Omkring Jacob er publikum mødt op i deres stiveste puds. Skoene er blanke, så man kan spejle sig i dem. Om kvindernes halse hænger der et stort udvalg af Magasins kvalitetssmykker. Der er en vis dresscode, der skal overholdes, når koncerthuset lukker op for en aften med klassisk musik. Jacob går kun i femte klasse, måske fjerde, han kan ikke helt huske det. Han bor i et parcelhus i Skåde, han leger med sine venner, når han får fri fra skole, han spiser fredagsslik med sin familie. Det han kan huske, er at om få minutter, skal han spille duet med Reinhold Friedrich, en af verdens måske bedste trompetister.

”Der var altid trompetlyde i hjemmet, så det var meget naturligt for mig at samle det op på et eller andet tidspunkt.”

Den klassiske musik har på mange måder dannet et rum for Jacob, som andre børn ikke har adgang til. Han forklarer, at han som den eneste, udover en anden på hans årgang, havde kendskab til klassisk musik på sit gymnasie. Denne musik er et sjældent syn for unge, det forbindes ofte med noget elitært, noget uhåndgribeligt for den almene dansker.

Øvelserne var en daglig pligt, men det har været begrænset, hvor seriøs Jacob har været de første år i træningen. Det har været en svær balance, da fritiden og det professionelle blev blandet sammen, idet hans forældre altid var omringet af musikken. Træningstimerne tårnede dog op, da han i gymnasiet startede på MGK. Det er et musikalsk grundkursus, der med sine tre til fire år forbereder unge på konservatoriet, på samme måde som gymnasiet er forberedende til universitetet.    

Succesoplevelserne

I opvæksten har det været essentielt med bekræftelsen. Hos Jacob har hans forældre været bevidste om vigtigheden af den ros, der kræves for succes. Her fortæller leder af Københavns Balletakademi gennem 37 år, Elisabeth Schaldemose, også at med rosen vokser mennesket.

”Når de honorerer dansen, så giver vi ros, og så giver det mening. De vil have mere, og de begynder at arbejde målrettet.”

Når børnene årligt skal til eksamen i balletten, så flyver der også sommerfugle rundt i lærerens mave. Det skal være en spændingsfølelse, og ikke et pres. Elisabeth forklarer, at eksamen jo ikke kun er et bevis på elevens evner, men også hendes egne. Derfor er det vigtigt med en positiv drivkraft, der lægger en god grobund, for at der er nogle, der tror på dem, og at de kan præstere.

I både dansen og spil gælder det så vidt muligt om at ramme det budskab, musikken sætter for. Om det så er med kroppen eller gennem egen indspilning, så skal man kunne anderkende budskabet med sit eget personlige præg, samtidig med at man beholder respekten fra det originale.

”Jeg tror, at i starten er det det her med strutskørtet, men dem der så bliver hængende, der er jo en fornemmelse for musikken… Kunsten er en fusion der sker mellem krop og musik. Det bliver en højere enhed.” Fortæller Elisabeth, og forklarer, at når balletdanseren tager stilling til dansen, så opstår kunsten.

”Tiden efter, når man er i sådan en glædesrus, den opfører sig mærkeligt.”

Vi skal tilbage til Musikhuset. Symfonisk sal er proppet til randen med mennesker, og en klapsalve, der har fået lov til at fylde rummet med ekstase, er netop døet ud. Forrest på scenen står Reinholdt. Hans høje humør og brede smil smitter forsamlingen. Koncerten er nået til ekstranummeret, og Jacob ved, at det er ved at være hans tur. Børnekroppen koger over af spænding, og ivrigheden for at tage skridtene ud til Reinholdt sætter en stopper for nervøsiteten. Jacobs far og Reinholdt havde opbygget et godt venskab, med mange lighedspunkter i deres liv. Reinholdt havde overnattet hos Jacobs familie, og trompetisten var et kendt og varmt ansigt for Århusdrengen. Så skridtene ud til scenen bliver sat i turbo, for glæden overskygger presset.

Fællesskabet er centralt

Klassisk kunst er et internationalt fænomen. Man mødes over hele verden og med komplet forskellige baggrunde. Centralt ligger kunsten. Nogle gange er det det eneste fællespunkt, og det kan være nok. Jacob finder ro i fællesskabet, for der er noget at relatere til. Der er en fælles forståelse for de udfordringer, man møder, og det er vigtigt for udviklingen. Når man som Jacob spiller på orkesterinstrument, så har fælleskabet en essentiel rolle. Uden den er der ikke samspil, kulminationen af intenst arbejde når ikke de samme højder.

Hos Ballet Akademiet i København ser Elisabeth også behovet for fællesskabets rammer. Det danner fundament til at udvikle sig på.

“Jeg har nogle at de store piger, der har danset i 16-17 år, og det bliver jo også en slags familie.”

I eleverne ser Elisabeth samme mønster som Jacob. Børnene kommer alle steder fra. Der er ikke en opskrift på, hvor barnet kommer fra, hvordan det ser ud, og hvad deres yndlingsfarve er. De kommer fra alle miljøer. Alligevel finder de fælles grobund.

Kunsten er en følelse

Som tilskuer til klassisk kunst kan det fremstå fremmed, hvordan kunsten dyrkes for udøveren. Elisabeth sætter ord på det, når hun ser danserne i fuld kontrol.

“Jeg tror, at de selv føler kunsten, når de er koncentrerede om, hvad de skal gøre, så er der udtryk, i det de laver, og så er det, noget de føler.”

Jacob fremhæver, at en stor del af kunsten mærkes, når man i forberedelsestiden tager stilling til budskabet i komponistens arbejde. Han skal forholde sig til, hvordan han vil udtrykke det helt konkrete musikstykke.

Jacob står forrest på scenen i symfonisk sal. De har netop afsluttet duetten. Ved sin side står Reinholdt og holder humøret højt, ikke at det er nødvendigt, for salen har rejst sig. De klapper, smiler og griner. For hvor er det nydeligt med en duet mellem professionel og barn. Jacob husker faktisk ikke dette øjeblik så tydeligt. Det, der står klart, er bagefter. Han husker modtagelsen fra sin familie, hans bekendte. Det høje humør, der satte gang i smilene hos alle omkring ham.

For Jacob har det givet indsigt at få kunsten med fra modersmælken. Han har fået skabt et rum, der er hans, også selvom han ikke skal leve af det. Han har fået lov til at reflektere over de følelser spillet har budt på, fordi musik er for uhåndgribeligt at beskrive med ord.

Link til video: https://youtu.be/mYXtLAIk03E